Det allersværeste skridt på en hvilken som helst rejse, er altid det første. Første skridt på denne rejse blev taget i løbet af maj/juni 2011. Vi sad over stuebordet og snakkede om at vi gerne ville ud at rejse. Jette trængte til at komme væk, sagde hun. Vi er begge to glade for autocampere, så vi snakkede om at vi måske kunne leje sådan en. Et kig på de tyske udlejningshjemmesider, afslørede at det var alt for dyrt. 15.000,-/ugen var ikke et særsyn i højsæsonen. Vi kiggede på dba.dk, for at se om der skulle være en billig bil til salg, som vi kunne overnatte i. Selv de billigste med en smule køkken og 2 madrasser kostede omkring 30.000,-. Og så skulle de endda sættes i stand, før de kunne køre nogen steder.
For overhovedet at komme ud af døren, kiggede vi efter afbudsrejser, og endte med 14 dage i Bulgarien. 1990,- for to retubilletter. Uden hotel eller noget som helst andet - vi var på egen hånd... Selvom vi havde en meget oplevelsesrig tur til Bulgarien, gik der ikke en dag uden at vi snakkede om hvor lækkert det ville have været, hvis vi havde haft en camper at køre i dernede. Et sted vi kunne bo, uden at skulle leje os ind på hoteller, eller på anden måde konstant være afhængig af andre.
Da vi kom hjem ledte jeg på nettet efter forskellige løsninger på, hvordan en anden form for rejseliv kunne blive en mere integreret del af vores liv. Jette har altid været meget knyttet til de steder hun har boet, og generelt været meget optaget af tryghed og forudsigelighed. Derfor gik der også lang tid fra vi snakkede om et livsskifte første gang, til vi helt seriøst arbejdede på at få det til at ske. Vi var hele registeret igennem, og fik talt en masse om fremtiden, og hvad vi egentlig ønskede os af den.
Med vores økonomi, og den måde vi gerne vil rejse på, kan der ikke blive råd til både at beholde en permanent bolig, og have en camper ved siden af. Vi stod overfor et valg der betød at vi enten skulle gå hele vejen, eller helt lade være - og det kan virke meget skræmmende... Derfor var det så ekstremt vigtigt at få alt det følelsesmæssige på plads først, inden vi rullede os ud i nogen som helst praktisk planlægning.
Når man så skal have styr på alt det praktiske, går det pludselig op for en at der er tusindvis af ting der skal være styr på, og hvor skal man ende og hvor skal man begynde? Det er nemt at drømme om at sidde i aftensolen sammen med sin elskede et eller andet sted, og camperen stående i baggrunden. Noget helt andet er at tage beslutningen, føre drømmen ud i livet, og løse alle de praktiske problemer der uværgeligt opstår.
At planlægge en så radikal livsændring, er ikke kun et stort arbejde. Det er en kæmpe omvæltning at opgive sin hverdag, skille sig af med sit hjem, pakke sit liv sammen, sige farvel til vennerne/familien og begive sig ud på et eventyr, som man reelt ikke kender enden på. Det er her drømmen står sin prøve i virkelighedens verden.
Mange veje kan som bekendt føre til Rom (- hvis det er der man vil hen). Men et god udgangspunkt er at starte med økonomien. Hvad er prisen på grisen? Hvad er vores indtægter? Hvad er vores udgifter? Og kan vi så leve af det der er tilbage? Som alt andet handler det også om prioriteringer. Hvad er vi villige til at ofre for at opnå det vi gerne vil? Alle valg kræver et fravalg.
Jette er ledig, og jeg er førtidspensionist. Vi bor til leje i en andelsboligforening, og har et rådighedsbeløb på ca. det samme som de fleste andre. Vi har en opsparing som under ingen omstændigheder kan dække købet af en traditionel autocamper på danske plader. Så vi er altså nødt til at være kreative, opfindsomme og flittige hvis vi vil lykkes med vores planer. Men kan det lykkes for os, kan det lykkes for alle...
Vi var stadig i drømmefasen, mens vi diskuterede mere eller mindre vanvittige løsninger. Jeg tilbragte dagevis foran computeren med at læse rejseberetninger. Om ombygninger af varevogne til campere. Om autocampere fra hele verden, og jeg blev medlem i et stort forum for bus-entusiaster i USA, der bor fuldtids i deres køretøjer. Det hele blev hver dag fremlagt for Jette, som lyttede til oplæsninger, så billeder og gav sin mening til kende. Langsomt dannede der sig et billede af hvad det var vi gerne ville.
Vores drøm var jo at rejse, og have vores hjem med os. Vi har tidligere haft biler vi kunne sove i, og det har vi nydt og udnyttet i fulde drag. Det var dog meget spartansk, og derfor må det vi fremover skal rejse i, godt indebære et vist mål af komfort i forhold til. Vi blev begge to meget fascineret af de store amerikanske mobile homes, og især de ombyggede busser kiggede vi længe efter.
En ting er drømme og ønsker, men virkeligheden viste sig at modarbejde os på flere planer. For det første er der den danske indregistreringsafgift. For brugte køretøjer indrettede som autocampere er den 60% i stedet for de sædvanlige 180% for almindelige biler. Vi spurgte SKAT om afgiften på nogle af de busser vi fandt til salg i Tyskland via www.mobile.de. Afgiften svingede mellem 15 og 30.000,-. Det var da sådan set til at komme i nærheden af.
Ballonen revnede desværre da vi spurgte til vægtafgiften. For en bus på 11 tons, ville vi komme til at betale 66.000,-/år i vægtafgift, fordi en buscamper i følge de danske regler bliver bedømt efter samme skala som almindelige autocampere, der vejer meget mindre. Havde vi bare indregistreret en bus til privat brug, var vi kommet af med under 7000,-/år. Så snart der er køkken og sovepladser i, kan vi gange med ti. Det umuliggjorde indregistrering i Danmark, eller også måtte vi nøjes med en meget mindre camper. I stedet vendte vi os nu mod Tyskland. Vi har en god ven der er tysker, og uden ham var vi nok aldrig kommet videre. Han fortalte os om de tyske regler og priser. Mere om priserne i et senere indlæg.
Som EU-borger kan man sagtens indregistrere et køretøj i et andet land. Som borger i Danmark, må man så bare ikke køre i det pågældende køretøj i Danmark. For at indregistrere en bus som camper i Tyskland skal den først omregistreres fra bus til camper. Det kræver ikke nogen ombygning - det er en ren godkendelse det handler om. Man skal betale bilskat, og til det kræves en tysk postadresse og en tysk bankkonto. For at køre en bil på tyske plader, skal man i Tyskland også have et tysk kørekort. Dvs at man får et ekstra kørekort ved siden af det danske.
Skal man køre køretøjet ind i Danmark, er man nødt til at have danske prøveplader på. Man kan desuden få det der hedder en transittilladelse, som giver tilladelse til at køre gennem Danmark på max. 24 timer. En transittilladelse kan bruges hvis man fx har lejet en camper i Sverige, og gerne vil køre til Tyskland i den.
Straffen for, som dansker, at køre et udenlandsk indregistreret køretøj i Danmark, er at man tvinges til at betale registreringsafgiften på køretøjet. Man får en bøde på samme beløb oveni. Desuden konfiskeres køretøjet, og med mindre man hurtigt betaler både afgift og bøde, sælges det på auktion. Pengene går til statskassen. Det vil jeg altså gerne fraråde, det vil jeg.
Efterhånden som man læser om alle disse regler, bliver man helt rundtosset. Ret hurtigt besluttede vi os derfor for at gøre tingene efter bogen. Vi overholder alle regler til punkt og prikke. Hele vejen igennem.
