fredag den 20. april 2012

#5 Køb af bussen

Inden vi kommer til den bus vi har købt, vil jeg lige introducere en type køretøj der ikke tidligere har været anvendt i Danmark. Det er et godt alternativ til en bus.


At vælge et køretøj handler som regel om pris og hvilket kørekort man har. Jeg har tit kigget lidt drømmende på de køretøjer man ser i andre lande. Men rent faktisk er det tilladt i Danmark, at importere og indregistrere fx de store "fifth wheel"-camping anhængere. Man kan bare kun hænge dem efter en sættevognstrækker. Lastbilen og anhængeren er begge synet til synsfri sammenkobling. Dvs at trækkeren kan køre med andre anhængere, og andre trækkere kan frit køre med camping anhængeren. Et sådan vogntog kan erhverves for omkring 100.000,- alt i alt. Spørgsmålet er så, om campingpladserne er vanvittig interesseret i at få sådan et vogntog ind på deres pladser?!

Reglerne for denne slags køretøjer til privat kørsel er; 
  • Der er ikke afgift på lastbiler over 3,5 tons til privat kørsel. (Så længe køretøjet er specialindrettet på en sådan måde at det ikke er praktisk som privatbil.)
  • Den tilladte totalvægt for lastbil og anhænger skal være under 12 tons, da der ellers skal betales EU vejbenyttelsesafgift. 
  • Vægtafgiften på trækkeren udgør ca. 3200,-/år. 
  • Vægtafgiften på anhængeren udgår ca. 1600,-/år
  • Der skal selvfølgelig stort kørekort til lastbil og hænger til, for at køre vogntoget.
  • Der skal (vist nok!) køres efter køre/hviletidsbestemmelserne internationalt, men ikke nationalt.

Vi har ikke valgt denne løsning i denne omgang, men en anden gang vi står for at skulle se på et køretøj, er det da muligt at vi går mere ind i det. Ideen er i hvert fald nu givet videre.

Vi valgte i stedet at købe en MAN SL 200 fra 1985. Vi gav €4250 (31875,- kr.) for den incl. en autocamperregistrering i Tyskland, TÜV og plader. Her er den:
Den har fra ny kørt som mobil politistation og kontorvogn hos Deutsche Bundespolizei. Den er allerede godkendt som camper, og har ikke gået så forfærdelig mange kilometer. Bussen er indrettet med alt det tekniske; el/vand/afløb. Der er toilet, men ikke noget bad endnu.

Her er en liste over udgifter til sådan en bus i Tyskland:
  • TÜV (syn): €150 (1125,00 kr.) 
  • Registrering og nummerplade: €150 (1125,00 kr.)
  • Lovpligtig ansvarsforsikring: €400/år (3000,00 kr.)
  • Kaskoforsikring (der også dækker tyveri, glasforsikring og påkørsel af dyr): €100/år (750,00 kr.) Med €150 (1125,00 kr.) i selvrisiko pr. skadesanmeldelse.
  • Skat: €870/år (6525,00 kr.)
  • ADAC (Vejhjælp, hjælp ved ulykker og nedbrud i hele Europa): €80/år (600,00 kr.) Plus et lille gebyr for opstart af medlemsskab.
I alt første år: €1750 (13125,00 kr.)
I alt efterfølgende år: €1450 (10875,00 kr.)

Bussen skal hentes i løbet af maj 2012, og derefter starter vi på en ombygning af den. For at man kan forestille sig hvad det er vi har i tankerne, vil jeg gerne vise en video af en husbus fra Sverige. Vores bliver knap så gennemført, og vi bygger ikke det ydre af bussen om på samme måde.


I indlæg #6 starter vi på ombygningen. Vi glæder os. Husk at følge med her.

fredag den 13. april 2012

#4 Forberedelser til køb af bus


Vi søgte bus i Tyskland, fordi udbuddet her er mange gange større, kvaliteten er højere og brugtpriserne væsentlig lavere end i DK. De billigste busser er faktisk ikke de tyske busser, men ofte polske, franske eller italienske. Det er fordi reglerne for at importere brugte, udenlandske køretøjer i Tyskland er meget strenge. Det betyder at importerer private tyskere et køretøj til Tyskland, bliver det behandlet som om det aldrig havde været godkendt til at køre på vej før. Derfor er det nemmest at indregistrere busser med tyske papirer i Tyskland. Det er sådan set ligegyldigt for os danskere, så længe vi planlægger at indregistrere bussen i Danmark.

Andre steder hvor det også er nemt at finde gode busser, er Norge og Sverige. Begge lande har lempeligere regler end DK for store busser indregistreret som autocampere. Det har dels bevirket at der er en del busser indregistreret privat, og at gamle busser bevares til gavn for kulturhistorien og nostalgien. I Danmark bliver busser solgt til udlandet eller skrottet, så snart de ikke længere er kommercielt interessante.

Vi undersøgte registreringsafgiften for en bus der indregistreres som camper i DK. Vi fik tal fra skat der lå mellem 15.000,- og 30.000,- alt efter alder og stand. Autocampere betaler samme vægtafgift eller ejerafgift som almindelige biler. Desværre har vi i Danmark ikke en vægtafgiftskala for køretøjer indregistreret som almindelige biler eller autocampere over 2000 kg. I stedet har man sat en afgift på 101 kr. pr. 100 kg. pr. kvartal. Dertil skal lægges en udligningsafgift på 48 kr. pr. 100 kg pr. kvartal samt et tillæg på 1.000 kr. pr. år for biler uden partikelfilter.

Lad os prøve at regne vægtafgiften ud for en bus indrettet til autocamper, 11 meter lang, uden partikelfilter, og med en egenvægt på 11 tons:
11000 kg. divideret med 100 = 110
110 * (101 + 48) = 16.390 kr. pr. KVARTAL
16390 * 4 + 1.000 kr. =  66.560 kr. pr. ÅR i vægtafgift.


Vælger vi i stedet at beholde sæderne i bussen, og indregistrere den som privatbil. Så koster den samme bus pludselig 50 kr. pr. 100 kg pr. ÅR. Plus 14 kr pr. 100 kg pr. ÅR i udligningsgebyr. Her er intet tillæg for manglende partikelfilter. Så ser regnestykket således ud:
11000 kg. divideret med 100 = 110
110 * (50 + 14) = 7.040 kr. pr. ÅR

Vælger vi nu i stedet at indregistrere en endnu større bus med tre aksler, 13,5 meter lang, og en egenvægt på 14 tons som vores private køretøj, bliver tallene endnu værre:
Som autocamper: 84.440 kr. pr. år i vægtafgift.
Som bus: 6.440 kr. pr. år i vægtafgift.
Her bliver vægtafgiften for busser altså MINDRE jo større de er - så længe de ikke indrettes med køkken og sovepladser.

Hvis et busfirma derimod køber og indregistrerer en bus til erhvervsmæssig kørsel, så andrager både vægtafgiften, momsen og registreringsafgiften for køretøjet alt sammen et stort rundt NUL. Ingen regning. Et lastvognstog over 25 tons totalvægt koster fx. 1.276 kr. pr. år i vægtafgift. Og sådan er det.

Nu ved jeg godt at jeg har lovet mig selv ikke at skrive om politik på denne blog. Ingen regler uden undtagelser, så her kommer en lille historie fra det virkelige politiske liv: Charlotte Dyremose, datter af Henning Dyremose, er en ivrig rytter og hesteentusiast. Hun fandt at afgiftsreglerne for hesteinteresserede var urimelige. De måtte nemlig ikke sove i deres hestetransportere, og var derfor nødt til at have fx en campingvogn på slæb. Charlotte Dyremose havde selv haft problemet, og en af hendes veninder fik en stor bøde for at indrette soverum og toilet i en lastbil. Så nu er det lovligt at indrette beboelse i en lastbil der bruges til privat godstransport af udstyr til brug for motorsport, ridesport eller lign. Beboelsesdelen må bare ikke overstige 50% af varerummets længde. Der skal overhovedet ikke betales afgift af køretøjet. Lastbiler indrettet til privat godstranport betaler desuden kun mellem 3.200,- og 5.300,- i vægtafgift om året.

Nu har vi vist efterhånden fået slået fast at der er et misforhold mellem busser og lastbiler, alt efter hvilke regler de indregistreres efter. Afgifter og gebyrer har intet at gøre med hverken vej- eller miljøbelastning. Det5 drejer sig ene og alene om at forhindre visse former for brug af køretøjet. Undtagen når denne brug rammer en nu tidligere folketingspolitiker eller dennes veninde. Jeg er sgu ærlig talt en smule forarget!

Alt dette fører mig frem til pointen: Vi vælger at indregistrere vores bus i Tyskland. Det betyder igen at vi skal lede efter en bus med tyske papirer jævnfør de tyske regler for importerede køretøjer. Vi skal have en autocamper godkendelse på køretøjet, noget der koster lidt for selve papirarbejdet, men intet har med selve bussen indretning eller udstyr at gøre. Det er en godkendelse i henhold til regler om køre/hviletid fx.

At indregistrere en bus i Tyskland betyder også, at vi så ikke lovligt kan bevæge os over grænsen til Danmark med bussen, så længe vi har adresse i Danmark, uden at montere danske prøveplader på den. Kan vi leve med det? Det kan vi jo blive nødt til når vi nu vil have en bus at køre i. Omvendt sparer vi den danske registreringsafgift. Men vi undgår ikke helt at betale noget. Til gengæld er stort set alt billigere i Tyskland. Der må være visse fordele ved stordrift. Samtlige tyske afgifter og årlige gebyrer:
Skat: 6.525,- kr./år (og det var sådan set det).

Så skal vi så have forsikring til 3.750,-/år (for ansvar og kasko). Vejhjælp til 600,-/år (gælder i hele Europa). Det giver faste udgifter på bussen for i alt: 10.875,-/år.  

For at kunne betale skat i Tyskland, skal man have en postadresse i landet, og man skal have en tysk bankkonto. Postadressen skal ordnes på kommunekontoret i en tysk kommune. Bankkontoen kan klares over nettet. En tysk bankkonto sparer også en for et hævegebyr på 30,-/gang som de danske banker opkræver for at veksle fra kroner til euro. Man kan også hæve større beløb i Tyskland end med en dansk konto.

Således rustet er vi klar til at bestemme os for en bus og købe den. Det gør vi i indlæg #5, hvor der også kommer mere om selve syns- og registreringsproceduren i Tyskland. Tak for opmærksomheden så længe.

mandag den 9. april 2012

#3 Et kig i krystalkuglen!


Første indlæg var om hvor vores inspiration kom fra. Inspirationen fødte drømmen, og drømmen mødte virkeligheden, som jeg beskrev i indlæg nummer 2. Nu vil jeg skrive lidt mere om hvad der affødte den endelige beslutning om at føre drømmen ud i livet i skala 1:1. Vi tog et kig på fremtiden...

Som jeg fortalte, så er jeg førtidspensionist. Derfor kender jeg min indkomst fra nu af og til jeg dør, stort set. Det samme gælder også for Jette. Eller det troede vi i hvert fald lige indtil vi fik indsat en ny regering i Danmark. Regeringen har annonceret en reform af loven om fleksjob, og jeg læste allerede med fra det første udkast til det endelige forslag.

Som jeg læser forslaget, vil ledighed i fleksjob ordningen komme ind under samme regler om dagpengeperiode og aktivering som almindelige ledige. Dvs at man højest kan gå ledig i 2 år med dagpenge, og derefter ryger man ud af ordningen. Man kan så søge kontanthjælp, men beløbet bliver fratrukket det beløb krone for krone som ens evt. samlever tjener mere end kontanthjælpsbeløbet. Det vil sige at hvis samleveren tjener mere end hvad der svarer til 2 x kontanthjælp, så får man ingenting.

Jeg lagde derfor et budget med vores nuværende udgifter, indtægter og rådighedsbeløb regnet helt frem til 2038, hvor jeg går på folkepension. Jeg indregnede en 2% stigning hvert andet år (lavt sat), både for udgifter og indtægter.Det ser således ud i skemaform.  Jeg har indlagt en uofficiel dansk fattigdomsgrænse, for at man skal kunne sætte rådighedsbeløbet i forhold til noget.

Estimeret rådighedsbeløb, hvis vi fortsætter med uændrede udgifter.
Der er i budgettet indregnet at Jette går på efterløn i 2020 og på folkepension i 2024.

Det stod hurtigt klart for os at vi enten måtte gøre noget for at minimere vores udgifter eller forhøje vores indkomst. Det sidste er ikke videre sandsynligt. Jette har en forældet uddannelse og er 55 år. Det er ikke de kompetencer der er mest efterspurgte på jobmarkedet. Ingen af os har nogen større pensionsopsparinger at trække på, og derfor efterlader det os uden et reelt valg. Udgifterne skal ned, hvis vi skal opretholde en nogenlunde fornuftig tilværelse på længere sigt.

Vi så på en billigere bolig, og regnede på tallene forfra og bagfra, men selv hvis vi halverede udgifterne, var det ikke noget der virkelig battede noget. Der skal kraftig lud til skurvede hoveder... Næste øvelse var at kombinere det her realitetstjek med vores rejsedrømme. Kunne man både forbedre økonomien, spare op til alderdommen og realisere sine drømme samtidig? Det er hele tre ting på en gang.

Vores tyske ven gav os tallene for udgifterne til en bus indregistreret i Tyskland. Det så rimeligt ud, men hvis Jette skal med ud at rejse, kan hun ikke stå til rådighed. Hvordan påvirker det vores indtægt og rådighedsbeløbet? Det viser næste skema.

Rådighedsbeløb i busbudget.
Når man vælger ikke længere at stå til rådighed, kan man ikke opretholde retten til efterløn. Derfor falder vores disponible indkomst helt frem til 2024, hvor Jette kommer på folkepension, hvorved den stiger igen. Til gengæld får hun sit efterlønsbidrag udbetalt, og det indgår i vores opsparing. Rådighedsbeløbet er positivt i hele forløbet, og giver plads til en fornuftig opsparing. Disse budgetter var præcis det der skulle til for at overbevise os selv 100% om at dette var vejen at gå, hvis vi ikke havde vidst det før. Det er facts man kan forholde sig til.

Nu måtte vi så se på muligheden for at købe og indrette en bus. Vores opsparing virkede realistisk til dette formål, og det var på dette punkt i forløbet, at vi kunne mærke hvordan vi gik fra at tænke; "hvis nu vi kommer til at..." og så til; "når vi kommer til at...". Projektet gik fra drømmefasen til realitetsfasen.

#2 Drømmen møder virkeligheden!


Det allersværeste skridt på en hvilken som helst rejse, er altid det første. Første skridt på denne rejse blev taget i løbet af maj/juni 2011. Vi sad over stuebordet og snakkede om at vi gerne ville ud at rejse. Jette trængte til at komme væk, sagde hun. Vi er begge to glade for autocampere, så vi snakkede om at vi måske kunne leje sådan en. Et kig på de tyske udlejningshjemmesider, afslørede at det var alt for dyrt. 15.000,-/ugen var ikke et særsyn i højsæsonen. Vi kiggede på dba.dk, for at se om der skulle være en billig bil til salg, som vi kunne overnatte i. Selv de billigste med en smule køkken og 2 madrasser kostede omkring 30.000,-. Og så skulle de endda sættes i stand, før de kunne køre nogen steder.

For overhovedet at komme ud af døren, kiggede vi efter afbudsrejser, og endte med 14 dage i Bulgarien. 1990,- for to retubilletter. Uden hotel eller noget som helst andet - vi var på egen hånd... Selvom vi havde en meget oplevelsesrig tur til Bulgarien, gik der ikke en dag uden at vi snakkede om hvor lækkert det ville have været, hvis vi havde haft en camper at køre i dernede. Et sted vi kunne bo, uden at skulle leje os ind på hoteller, eller på anden måde konstant være afhængig af andre.

Da vi kom hjem ledte jeg på nettet efter forskellige løsninger på, hvordan en anden form for rejseliv kunne blive en mere integreret del af vores liv. Jette har altid været meget knyttet til de steder hun har boet, og generelt været meget optaget af tryghed og forudsigelighed. Derfor gik der også lang tid fra vi snakkede om et livsskifte første gang, til vi helt seriøst arbejdede på at få det til at ske. Vi var hele registeret igennem, og fik talt en masse om fremtiden, og hvad vi egentlig ønskede os af den.

Med vores økonomi, og den måde vi gerne vil rejse på, kan der ikke blive råd til både at beholde en permanent bolig, og have en camper ved siden af. Vi stod overfor et valg der betød at vi enten skulle gå hele vejen, eller helt lade være - og det kan virke meget skræmmende... Derfor var det så ekstremt vigtigt at få alt det følelsesmæssige på plads først, inden vi rullede os ud i nogen som helst praktisk planlægning.

Når man så skal have styr på alt det praktiske, går det pludselig op for en at der er tusindvis af ting der skal være styr på, og hvor skal man ende og hvor skal man begynde? Det er nemt at drømme om at sidde i aftensolen sammen med sin elskede et eller andet sted, og camperen stående i baggrunden. Noget helt andet er at tage beslutningen, føre drømmen ud i livet, og løse alle de praktiske problemer der uværgeligt opstår.

At planlægge en så radikal livsændring, er ikke kun et stort arbejde. Det er en kæmpe omvæltning at opgive sin hverdag, skille sig af med sit hjem, pakke sit liv sammen, sige farvel til vennerne/familien og begive sig ud på et eventyr, som man reelt ikke kender enden på. Det er her drømmen står sin prøve i virkelighedens verden.

Mange veje kan som bekendt føre til Rom (- hvis det er der man vil hen). Men et god udgangspunkt er at starte med økonomien. Hvad er prisen på grisen? Hvad er vores indtægter? Hvad er vores udgifter? Og kan vi så leve af det der er tilbage? Som alt andet handler det også om prioriteringer. Hvad er vi villige til at ofre for at opnå det vi gerne vil? Alle valg kræver et fravalg.

Jette er ledig, og jeg er førtidspensionist. Vi bor til leje i en andelsboligforening, og har et rådighedsbeløb på ca. det samme som de fleste andre. Vi har en opsparing som under ingen omstændigheder kan dække købet af en traditionel autocamper på danske plader. Så vi er altså nødt til at være kreative, opfindsomme og flittige hvis vi vil lykkes med vores planer. Men kan det lykkes for os, kan det lykkes for alle...

Vi var stadig i drømmefasen, mens vi diskuterede mere eller mindre vanvittige løsninger. Jeg tilbragte dagevis foran computeren med at læse rejseberetninger. Om ombygninger af varevogne til campere. Om autocampere fra hele verden, og jeg blev medlem i et stort forum for bus-entusiaster i USA, der bor fuldtids i deres køretøjer. Det hele blev hver dag fremlagt for Jette, som lyttede til oplæsninger, så billeder og gav sin mening til kende. Langsomt dannede der sig et billede af hvad det var vi gerne ville.

Vores drøm var jo at rejse, og have vores hjem med os. Vi har tidligere haft biler vi kunne sove i, og det har vi nydt og udnyttet i fulde drag. Det var dog meget spartansk, og derfor må det vi fremover skal rejse i, godt indebære et vist mål af komfort i forhold til. Vi blev begge to meget fascineret af de store amerikanske mobile homes, og især de ombyggede busser kiggede vi længe efter.

En ting er drømme og ønsker, men virkeligheden viste sig at modarbejde os på flere planer. For det første er der den danske indregistreringsafgift. For brugte køretøjer indrettede som autocampere er den 60% i stedet for de sædvanlige 180% for almindelige biler. Vi spurgte SKAT om afgiften på nogle af de busser vi fandt til salg i Tyskland via www.mobile.de. Afgiften svingede mellem 15 og 30.000,-. Det var da sådan set til at komme i nærheden af.

Ballonen revnede desværre da vi spurgte til vægtafgiften. For en bus på 11 tons, ville vi komme til at betale 66.000,-/år i vægtafgift, fordi en buscamper i følge de danske regler bliver bedømt efter samme skala som almindelige autocampere, der vejer meget mindre. Havde vi bare indregistreret en bus til privat brug, var vi kommet af med under 7000,-/år. Så snart der er køkken og sovepladser i, kan vi gange med ti. Det umuliggjorde indregistrering i Danmark, eller også måtte vi nøjes med en meget mindre camper. I stedet vendte vi os nu mod Tyskland. Vi har en god ven der er tysker, og uden ham var vi nok aldrig kommet videre. Han fortalte os om de tyske regler og priser. Mere om priserne i et senere indlæg.

Som EU-borger kan man sagtens indregistrere et køretøj i et andet land. Som borger i Danmark, må man så bare ikke køre i det pågældende køretøj i Danmark. For at indregistrere en bus som camper i Tyskland skal den først omregistreres fra bus til camper. Det kræver ikke nogen ombygning - det er en ren godkendelse det handler om. Man skal betale bilskat, og til det kræves en tysk postadresse og en tysk bankkonto. For at køre en bil på tyske plader, skal man i Tyskland også have et tysk kørekort. Dvs at man får et ekstra kørekort ved siden af det danske.

Skal man køre køretøjet ind i Danmark, er man nødt til at have danske prøveplader på. Man kan desuden få det der hedder en transittilladelse, som giver tilladelse til at køre gennem Danmark på max. 24 timer. En transittilladelse kan bruges hvis man fx har lejet en camper i Sverige, og gerne vil køre til Tyskland i den.

Straffen for, som dansker, at køre et udenlandsk indregistreret køretøj i Danmark, er at man tvinges til at betale registreringsafgiften på køretøjet. Man får en bøde på samme beløb oveni. Desuden konfiskeres køretøjet, og med mindre man hurtigt betaler både afgift og bøde, sælges det på auktion. Pengene går til statskassen. Det vil jeg altså gerne fraråde, det vil jeg.

Efterhånden som man læser om alle disse regler, bliver man helt rundtosset. Ret hurtigt besluttede vi os derfor for at gøre tingene efter bogen. Vi overholder alle regler til punkt og prikke. Hele vejen igennem.